Fædrenes synder hjemsøger børnene i syv generationer
Dette princip handler om, hvordan selvregulerende mekanismer i permakultur-design kan modvirke upassende vækst eller opførsel. Ved at forstå positiv og negativ feedback kan vi reducere gentagne og strenge handlinger for at korrigere uhensigtsmæssige løsninger.
Begrebet positiv feedback stammer fra elektronikken og handler om, hvordan det er muligt at skaffe mere fri energi via en accelerator. Den negative feedback er derimod bremsen, der hindrer systemet i at skabe en mangel eller ustabilitet pga. overforbrug eller misbrug af energi.
Selvbevarende og selvregulerende systemer er et efterstræbelsesværdigt ideal for permakulturen, som dog er svære at skabe til fulde.
I traditionelle samfund var det nødvendigt med forklaringer og advarsler, mens vi i overflodssamfundene er så forvænte med en konstant forsyning og opfyldelse af vores behov, at vi tager en stor grad af frihed for givet. Modgiften mod dette blændværk er selvregulerende systemer og feedbacksystemer til at regulere upassende opførsel, som fx overforbrug af energi.
Hele vores jordklode kan ses som et eksempel på et selvregulerende system, som stimulerede evolutionen, og nærer alle klodens livsformer og undersystemer.
Pleje og kontrol i naturen
Moderne systemteori har sandsynliggjort, at en højere intelligens karakteriserer disse selvorganiserende systemer på en mere fritsvævende måde end via organismernes genetiske arv.
Økosystemer sørger godt for sine medlemmer, fx en fugl der spiser frugter og spreder frøene efter en tur gennem deres fordøjelsessystem eller græssende dyr, der befordrer græssets vækst – ved gennem deres græsning – at hindre området i at springe i skov.
Et tredje eksempel på sådan et økosystem, der sørger godt for sine medlemmer, er den ammende mor med sit barn. Når barnet drikker af brystet, sker der en positiv feedback, hvor der produceres mere mælk. Moderen udgør udover dette nærende aspekt også et beskyttende miljø, hvor babyen udvikler sig fra at være helt afhængig af moderen til at blive mere og mere selvhjulpen og selvregulerende. På samme måde fungerer alle organismers forhold til kloden og i mindre grad til de økosystemer, de tilhører.
Eksempler på negative feedback-mekanismer er rovdyr, skadedyr og sygdomme, der samtidig med at ernære dem selv også øger kontrol på en anden population af arter for at opretholde en balance i økosystemet. Hos mennesker bruger eksempelvis forældre negativ feedback ved at opdrage på deres barn.
Der er en naturlig spænding mellem selvstændighed og systemkontrol fra oven. Hver celle er så selvhjulpen som muligt og denne selvhjulpenhed leverer goder til storskala-systemet:
- Udvælgelse af maximal styrke gavner hele det store system
- Selv om nogle af celledelene skades, påvirker det ikke det store systems robusthed
Hvis cellers reproduktion kommer ud af kontrol, som det sker ved en cancersygdom, kan det være fatalt for en organisme.
Fælles for alle niveauer i naturen er, at det store system kontrollerer dets enkeltdele til gavn for det samlede system. Der er altså et hierarki, hvor det store system udøver til tider hård og tilsyneladende destruktiv kontrol over de mindre systemer, fx naturkatastrofer samt rovdyr og parasitter, der kontrollerer plante- og dyregrupper.
Det er påfaldende, at mange biologer tøver med at acceptere ideen om en højere ordens kontrol. Denne tøven kan muligvis forklares med Descartes mekaniske verdensbillede (Jeg tænker, altså er jeg). Måske drejer det sig om modstand mod spirituel holisme.
Selvregulering
Et eksempel på et økosystem, hvor det er nødvendigt med kontrol fra en højere orden, er en fiskedam, hvor fiskene og krebsdyrene bliver undertrykt af deres egne affaldsprodukter. Denne situation øger risikoen for, at sygdom eller sult dræber alle fiskene. Kænguruer og andre pungdyr kan tilpasse udviklingen af deres fostre til perioder med dårlig føde, inden sygdomme og rovdyr kommer og kontrollerer situationen.
I traditionelle samfund var der kontrol med både befolkningstilvækst og ressourceforbrug, så de ikke ødelagde miljøet omkring dem. En sådan selvkontrollerende mekanisme er langt bedre end teknologiske metoder til udvinding af ressourcer og vækst.
Treparts-altruisme
En anden måde at forklare selvregulering på er ved at identificere, hvordan hver organisme eller population tildeler sin energi. Howard Odum opererer med begrebet ´treparts-altruisme´.
Hver af følgende dele udgør en tredjedel:
- Selvopretholdelse af individets eller populationens stofskifte (fx kaninen selv)
- Til opretholdelse af lav-orden-systemets forsynere (fx græsmarken)
- Gives til høj-orden-systemet (fx en rovfugl)
Hvis ikke disse feedbackmekanismer virker, vil det gå ud over bestanden af kaniner. Hvis fx kaninerne af frygt for rovdyr afleverer deres gødning under brombærbuske, vil hele bestanden være i fare for at uddø, fordi de vil blive for mange kaniner i forhold til den mindre mængde græs, der vil være til rådighed pga. de rigelig gødede brombærs skygge.
Pleje, negativ feedback og selvregulering i vellykkede systemer
Analogien med den ammende mor er nyttig for designere af produktive systemer på mange måder:
- I den første fase er haver helt afhængige af gartnerens omsorg, fx angående vanding, gødning og ukrudtsbekæmpelse
- Den tilsyneladende almægtige gartner handler uden at være i stand til at forstå alle de faktorer, der indvirker på haven
- Som med et harmonisk barn, der vokser op, bliver haven mere og mere i stand til at klare sig selv. Den skal kun hjælpes en gang imellem for at undgå farer.
- Som et barn, der udvikler sig til en ansvarlig voksen, vil vores have også udvikle en grad af selvregulering og balance
Ligesom det er tilfældet med børn, er der både genetisk arv og mange ydre omstændigheder, der vil skabe en unik have, der afviger fra det, vi planlagde og håbede. En stor del af arbejdet med fødevareproduktion er at tæmme al den uønskede plantevækst fx med græssende geder. Det er smart at bruge hårdføre og selvreproducerende planter, så vi kan begrænse behovet for inputs og koncentrere vores indsats om at luge og høste (måske kan ukrudtet også spises). De fejltagelser, vi uundgåeligt begår, kan vi lære af og blive klogere. Hvis vi køber brænde, vil vi ikke blive klar over, hvor stort et stykke jord, der skal bruges til opvarmning. Eller hvis vi bare får varme ved et klik på en kontakt, så vil konsekvenserne af vores valg synes fjerne og abstrakte. Hvis vi lever i en storby, kan det ofte være svært at få feedback på, om vi bruger for meget vand eller larmer for meget.
Markedet eller loven er den almindeligste måde at få negativ feedback på, og denne metode er ofte rå eller ineffektiv. Bedre fungerer feedbackmekanismerne i små landsbysamfund, hvor beboerne har mere social kontakt med hinanden og kan løse problemer med afledningskanaler på markerne i al venskabelighed over et krus øl i den lokale pub. Trepartsdistributionen af energi kan også bruges på menneskelige forhold fx på vores tildeling af ressourcer til henholdsvis det personlige, familiære og organisatoriske niveau.
De tre dele:
- At overleve ved at høste et udbytte fx at høste fødevarer til eget og familiens forbrug
- At betale for det vi får fx gennem arbejdet med at plante, luge, vande og gøde
- Bidrage til det større system udover vores egen overlevelse fx ved at give fødevarer til trængende eller opretholde et frøsamler-netværk
Når vi designer fødevareproducerende systemer, er det vigtigt at vælge planter, der i høj grad kan klare sig selv uden input udefra og gerne planter, der har flere funktioner, som fx planter med en dyb rod, der kan løsne jorden, så regnvandet lettere siver ned til planternes rødder. Fx egner både skræpper og kinaradiser sig til at løsne jorden i dybden. Skræpperne er godt foder til geder, mens kinaradiserne er gode til menneskeføde.
Endnu et eksempel på treparts-altruismen er moderne økonomi, hvor mennesker for det første tjener deres levebrød til dem selv, for det andet bruger de nogle af disse penge til varer og ydelser og for det tredje betaler de deres skat til samfundet, så det fortsat kan fungere. Den moderne økonomi mangler vigtige feedback-mekanismer for at sikre en hensigtsmæssig opførsel. For eksempel:
- Hvor stort et forbrug er nødvendigt?
- Hvor meget behøver vi egentlig at arbejde?
- Hvordan skal vi betale, og hvordan måler vi en vares værdi?
- Hvor meget skal vi bidrage med til samfundet?
Da de strukturer, der tidligere udstak retningslinjer gradvis udfases, er det i højere grad op til den enkelte at finde svar på disse spørgsmål. Et muligt svar kunne være at tildele en tredjedel af vores tid til vores egne materielle behov, en tredjedel til selvudvikling og refleksion samt den sidste tredjedel til bredere samfundsmæssige formål.
Energi-hierarki
I naturen og i lavenergisamfund er den tredelte altruisme en hierarkisk struktur, hvor de mange producenter har meget lidt magt, mens forbrugerne i den anden ende er meget færre, men har mere magt.
En anden måde at vise dette forhold på er ved en ernæringspyramide, hvor hvert niveau i pyramiden er grundlagt og afhængig af niveauet nedenunder. Alle niveauerne er funktionelle og komplementære, ingen er vigtigere end andre, men individerne på de lavere niveauer har mindre indflydelse end individerne på de højere niveauer. Det er et problem, hvis der ikke er nok ’energi-slaver’ på de lave niveauer, fordi de er nødvendige for at støtte alle. Det lavenergisamfund, som det er nødvendigt at skabe, vil kræve, at vi tilpasser denne ernæringspyramide, så den passer til den energi, der er til rådighed og til social retfærdighed.
Industrialiseringen ændrede på denne befolkningsmæssige fordeling ved at skabe en stor middelklasse, en lille gruppe manuelle arbejdere og stadig en lille elite. Denne fordeling er faktisk en undtagelse i menneskehedens historie og kun muliggjort af de fossile brændstoffer. I fattige lande er det stadig modellen med den store klasse af arbejdere, der dominerer.
Eliternes selvregulering er en fiasko
I dag øges forskellen mellem rige og fattige samtidig med, at eliten ikke længere udfylder sin rolle som kontrollerende og styrende instans til gavn for alle på den lange bane. Socialdemokrater, marxister og andre har uden succes forsøgt at skabe denne styring. Måske fordi mennesker er fejlbarlige, og at magt korrumperer. Eliten får ikke længere feedback fra masserne og varetager derfor ikke længere deres interesser. En løsning i et fremtidigt lavenergisamfund kan være at skabe fladere strukturer, hvor eliten ikke får mulighed for korruption. Det er vigtigt at være bevidst om de faktiske forhold for at kunne skabe et mere humant samfund. Det fremherskende økonomiske fokus på at producere mere er ikke længere holdbart, fordi det belønner miljømæssigt skadelige processer. Vi har brug for et dybere og bredere syn på produktivitet. Vi har brug for nye værdier og belønninger for at skabe et mere ydmygt levebrød og en livsstil, der anerkender samfundets stigende afhængighed af naturen. Flertallet af menneskeheden vil igen blive beskæftiget med at arbejde med naturen for at fremstille fødevarer og andre ressourcer for at gavne alle de andre niveauer. Den økologisk rationalistiske permakultur ser denne nødvendighed i øjnene og leverer designregler og positive stier til at fremme udviklingen af et sådant holdbart lavenergisamfund.
Topdown og bottomup-strategier til social forandring
I processen frem mod et sådant samfund er det relevant at præsentere to strategier til social forandring, nemlig top-down og bottom-up. Top-down starter oppefra hos beslutningstagere og medier, mens bottom-up starter nedefra hos det enkelte menneske og græsrodsniveauet. Permakulturens største ambition er ikke at påvirke politikerne, men at udvikle de enkelte individer, husholdninger og lokalsamfund til at øge deres selvhjulpenhed og selvregulering. Ideen med denne fremgangsmåde er, at mange mennesker allerede er klar til at ændre deres livsstil. Denne motiverede minoritet kan så bruges til løftestang til forandringer på storskala-niveau.
Topdown-tænkning og bottomup-handling
Et fundamentalt element i permakulturen er altså en samarbejdende bestræbelse bottom-up, samtidig med en holistisk top-down forståelse, hvilket også kan udtrykkes med sloganet ´Tænk globalt – handl lokalt´. Det kan være nyttigt med et overblik over den historiske udvikling i præindustrielle, industrielle og postindustrielle samfund:
- I præindustrielle samfund leverede den uddannede elite som kongehuset, præster og lærere en holistisk topdown-forståelse for at informere om deres magtudøvelse. Længere nede i hierarkiet kunne fx patriarkalske fædre legitimere deres magtudøvelse med fortællingen oppefra. Den store gruppe af almindelige mennesker havde kun en fragmenteret forståelse og begrænset magt.
- Efter oplysningstiden fik den videnskabelige tilgang en større indflydelse på samfundets elite. Den videnskabelige forståelse af verden kan karakteriseres som bottom-up, fordi den starter med atomer over celler til individer i forklaringen på større systemer som stoffer, organismer og samfund. Samtidig med en gradvis demokratisering, blev middelklassens forståelse en fragmenteret viden baseret på fakta. Men eliten forstod, at specialiseret viden er svær at bruge til at styre samfundet ud fra, og at den holistiske tænkning egnede sig bedre til at øge deres magt. Resultaterne af en sådan topdown-tænkning og topdown-handling er dog ofte kontraproduktiv.
- I den postmoderne verden med overflod af energi er den mest effektive og magtfulde strategi ´topdown-tænkning og bottomup-handling´. Derfor har eliten også ændret strategi til en mere usynlig, uformel og samarbejdende fremgangsmåde.
Personligt ansvar
Det personlige ansvar for at skabe en bedre verden er centralt for permakulturen, blandt andet fordi det kun er enkelte individer, der kan blive berørt af etiske overvejelser. Heldigvis kan den stigende individualisme således bruges positivt til at skabe en bottomup-forandring af verden.
Begrundelser for betydningen af det personlige ansvar:
For det første fordi vi mennesker i denne periode med overflod af energi har en større indvirkning på naturen end nogensinde før. Faktisk er det verdens store middelklasse, der er motoren i ødelæggelsen af verden, snarere end den lille elite eller den store gruppe af fattige selvforsynende verdensborgere.
For det andet på grund af samfundets organisationers midlertidige eksistens, selvom de nyskabte organisationer gerne vil vildlede os til at tro, at de er varige, nærmest permanente. Historien viser, at det ofte er enkelte individer eller mindre grupper, der træder i forgrunden og skaber radikale forandringer, der så skaber nye organisationer, fx Pythagoras, der grundlagde det første universitet og i bredere forstand den vestlige civilisation.
Den tredje grund til at fokusere på det personlige ansvar er de store systemers manglende feedback-mekanismer. Fx samler de økonomiske rigdomme sig i høj grad i de store byer, mens de miljømæssige konsekvenser især kan mærkes i naturen og i de fattige lande. Når det moderne menneske er fremmedgjort fra, hvor fx mad og brænde kommer fra, føler det ikke ansvar for at lære af sine fejl og korrigere uhensigtsmæssig adfærd, som fx forurenende forbrug og produktionsmåder.
For det fjerde er det vigtigt at ´glemme´ meget af den kulturelle arv fra de sidste århundreder for at betragte individet som et helt system. Det er nødvendigt med denne ’clearing’ for at skabe simple og tilgængelige systemer, før vi bygger nye og forbedrede systemer op.
Selvrevision
Vi mennesker er i høj grad præget af personlige vaner, som er svære og følsomme at have med at gøre. Fx er det daglige bad ofte en handling, der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Derfor kan det være nyttigt at observere vores inputs og outputs, for bedre at forstå den struktur, som vi selv udgør.
SELV-REVISIONS-PROCESSEN:
- Lav en liste eller brainstorm over alle dine behov, ønsker, afhængigheder, evner, passiver og ansvarsområder
- Overvej alle indflydelser og forbindelser
- Tegn de materielle og energistrømmene og dine personlige bevægelsesmønstre
- Tag ansvar uden skyldfølelse eller fordømmelse af andre
- Kig efter de nemmeste muligheder for at mindske afhængighed, minimere skade og forbedre din livskvalitet
- Lav små forandringer og kig regelmæssigt på revisionen
Mange ikke-materielle følelsesmæssige, intellektuelle og spirituelle behov kædes ofte sammen gennem opdragelse, pres fra kammerater og reklamer sammen med materielt forbrug. Denne tendens frarådes af diverse spirituelle traditioner. Det er nemlig muligt at tilfredsstille disse ikke-materielle behov på mere enkle måder.
Afhængighed
Det er relevant at skelne vores behov fra vores ønsker og i særdeleshed vores dysfunktionelle behov – også kaldet afhængigheder. Disse afhængigheder spiller nemlig en vigtig rolle i den måde, vi har opbygget samfundet på, og mange mennesker har modstand mod at se kritisk på deres afhængigheder. Denne modstand virker bremsende på samfundsændringer og er derfor et vigtigt aspekt at identificere. Ud over de velkendte afhængigheder som medicin, alkohol, cigaretter, hvidt sukker og narkotika er mange mennesker også afhængige af shopping, tv, andre medier og bilkørsel. Måske er det ikke så åbenlyst, at de sidstnævnte er skadelige, som de almindeligt kendte ’drugs’. Hvad fx bilkørsel angår, så er forureningen massiv. Afhængigheden viser sig, når pendlerne frarøves muligheden for at køre bil fx under benzinstrejker. Abstinenserne viser sig i form af stærk vrede, når de må undvære deres ’fix’.
Derudover er også nogle organisationer og institutioner afhængige af indtægter. Selv regeringer kan være afhængige af indtægterne fra alkohol- og tobaksskatter. Det er svært at omstille til økologisk dyrkning med få input uden at erkende det konventionelle landbrugs afhængighed af tilskud til kunstgødning og pesticider, på trods af at de samtidig ødelægger det fremtidige produktionsgrundlag. Høsten er i fare for at kollapse, hvis det vante input stoppes fra dag til dag, hvilket kan sammenlignes med en kold tyrker. At forstå og anerkende disse forhold med afhængighed giver et bedre grundlag til at designe vellykkede tilpasningsstrategier i den gradvise overgang til polykulturdyrkning i det fremtidige lavenergisamfund.
For at håndtere vores egne afhængigheder eller for at designe løsninger til stor-skala-systemer er det brugbart at lære af erfaringerne med narkotikaafvænning:
- Erkend din afhængighedsadfærd og indrøm, at den er en hindring for et bedre liv og en mere bæredygtig verden
- Genkend følelsen og andre goder eller fordele, du får ud af afhængigheden
- Undgå skyldfølelse eller fordømmelse af andre, inklusiv dine forældre
- Afbryd forbindelsen til misbrugere, som ikke er villige til at håndtere deres misbrug
- Skab forbindelse til tidligere misbrugere, som forstår, og skab selvhjælpsgrupper af misbrugere, der er villige til forandring
Måske kan permakulturens forskellige samfundsændringer styrke de mennesker, der ønsker at komme af med en afhængighed. Fx skaber arbejdet med jorden naturligt serotonin, som kan hjælpe depressionsramte til at skære ned på eller droppe deres serotonin-medicin.
Selvhjulpenhed som politisk handling
Når vi bliver mere selvhjulpne og mindre afhængige af centraliserede organisationer, vil det virke som en politisk handling. Faktisk viser det sig, at regeringer og organisationer er afhængige af os, hvilket blandt andet viste sig, da en nedgang i det vanvittige forbrug i en periode blev kaldt ’en forbrugerstrejke’. Miljøforkæmpere har erfaret, at selektive boycott hos fx McDonald kan have en dramatisk indvirkning og gennemtvinge gavnlige og synlige forandringer.
Selvhjulpenhed har tendens til at fungere som en mere generaliseret og usynlig forbruger-boycott, som underminerer de centraliserede storskala-økonomier, der vedligeholder afhængighedsskabende og dysfunktionel opførsel. Som sidegevinst ser en sådan selvhjulpenhed ud til at fremme små økologiske bønders handel på lokale markeder.
Selvhjulpenhedens formløse og uformelle natur gør det svært at identificere, i hvor høj grad den underminerer de dysfunktionelle og farlige økonomiske systemer. Usynligheden gør det sværere for medier, organisationer og regeringer at spore, kontrollere og undergrave processer, der kan underminere disse instansers interesser.
Den såkaldte anti-globaliserings-bevægelse forhånes i mainstreammedierne for at være retningsløs og uorganiseret, men disse karaktertræk er i virkeligheden dens robusthed, fordi eliten ikke kan finde nogen ledere at henvende sig til. Til gengæld bevirker denne usynlighed også, at permakulturisters anerkendelse af deres egen magt er længere tid undervejs.
Selvhjulpenhed og katastrofe-beredskab
Endnu en styrke ved selv-regulerende systemer er deres robusthed overfor både naturlige og menneskeskabte katastrofer. I storskala-systemer er elementerne indbyrdes afhængige, så de kollapser ved en dominoeffekt, hvis der er fejl i en del af systemet. Fx var det under en katastrofe med en cyklon det største problem, at mødrene ikke kunne skaffe modermælkserstatning til deres babyer, fordi de ikke ammede dem. De selv-regulerende systemer er mere modstandsdygtige, fordi de hurtigt kan skabe et nyt system, hvis der opstår fejl eller mangel et sted, hvilket kaldes økosyntese.
Også når det gælder selve redningsaktionerne i fx skovbrande har det vist sig, at selvregulerende systemer er mere effektive end de topdown-styrede redningsaktioner. De professionelle frivillige brandfolk måtte fx i 1939 samarbejde med de landlige selvregulerende samfund, mens fraværet af selvregulerende samfund i 1983 gjorde det meget sværere for brandfolkene, og det er nu almindeligt anerkendt, at storskala-evakuering faktisk skaber flere problemer, end den løser.
Denne dynamik illustrerer et mere generelt princip om katastrofe-nødhjælp. En ulempe ved at kraftfulde systemer kan isolere sig mod små katastrofer er, at de mister deres evne til at håndtere store katastrofer. I naturen hjælper de små katastrofer med til at holde systemet fit, så det er klar til at håndtere alvorlige katastrofer.
Når organismer og økosystemer trues på livet, designer de forskellige resiliente systemer:
- Varmblodede dyr vil holde på varmen i ekstrem kulde ved at tillade lemmer at dø
- Klodens mest kritiske funktioner varetages af mikrober, så selv om planter og dyr vil uddø under en katastrofe, så vil klodens kernefunktioner bestå
- Under borgerkrige og hungersnød vil familien og husholdningen bestå, som de fundamentale dele af samfundet. Hvis familier også nedbrydes, er de sidste forhold, der afbrydes, mor og barn.
- Unge forældre, der er optaget af at passe deres små børn, forlader ofte deres egne værdier og idealer og falder tilbage til det, de oplevede med deres egne forældre i barndommen.
I disse situationer kasseres de mest avancerede og nyligt udviklede strukturer, og der faldes tilbage på lavere-ordens-, småskala, ældre, mere afprøvede strukturer og processer. Det moderne samfund har mistet eller aktivt udleveret den tidligere uformelle back-up-beskyttelse af essentielle funktioner. Fx er forsvarsstyrkerne en dyr og formel rest af en bred forsvarsstrategi, som var bygget ind i hvert samfundsniveau. I dag forbliver bønderne i verdens fattigste lande påfaldende robuste i naturkatastrofer. Fx var det under det mindre jordskælv i San Fransico i 1989 de fattige sorte kvarterer, som havde den mest effektive samfundsrespons i forhold til de rige hvide forstadskvarterer.
Sårbarheden over for naturlige og menneskeskabte katastrofer kan muligvis føre til en global depression eller til kollaps af den moderne civilisation.
Konklusion
Ved at anvende permakultur-principper i vores liv, husholdning og samfund kan vi genopbygge de dybe strukturer, som giver os kollektiv sikkerhed og en grad af individuel sikkerhed imod katastrofer. Der er altid grænser for effektiviteten af selvregulerende opførsel, men den er en af de vigtigste strategier til politisk og økonomisk frihed, så vel som til at undvige naturens omskifteligheder.
Idealet for den selvregulerende selvstændighed er foreneligt med åben opmærksomhed og modtagelighed for den ydre verden. Dette princip hjælper os til at balancere og integrere disse menneskelige bydende nødvendigheder på måder, der passer til et samfund med få energiressourcer. Hvad enten vi vælger lokalt hårdt træ til et læbælte, bruger et komposttoilet, vælger en hjemmefødsel eller fravælger tv’et, så anvender vi dette princip med selvregulering og accept af feedback. Ved at styrke os selv bidrager vi til en mere afbalanceret og harmonisk verden, som vil være i stand til at understøtte livet og menneskeheden.