Jeg må konstatere at jeg ikke har de rette betingelser til tomater på friland.
Dem i grøntsagshaven mod vest gav ingenting, hverken cherry-sorterne eller sorten “friland”. Op af staldens sydmur plantede jeg sorterne “chocolat stripes” og “friland” og selv om sommeren 2019 ikke var dårlig, rådnede de, før de blev modne.
I vinterhaven gav sorterne “Cherry snow white”, “Supersweet 100”, “Golden sunburst” og bøftomaten “Chocolate stripes” dog et fint resultat.
Derudover prøvede jeg vintertomaterne “Ponderosa” og “Grappoli d’inverno”. “Grappoli d’inverno” er en cherrytomat, som modnede samtidig med de normale tomater, men de havde et ringe udbytte og smagte ikke godt. Den skulle også være bedst når den bliver tørret. “Ponderosa” har indtil nu (slut september) ikke haft modne frugter, til gengæld er der supermange tomater på, som er i gang med at få farve og ikke viser tegn på dårligdom. Måske lever den op til sit navn og ER en rigtig vintertomat.

