Forskellige tiltag for at fremme permakultur på et nedlagt landbrug med alt hvad dertil hører af høns, løbeænder, træer, flerårige grøntsager, konservering og sankning.
Jeg har lige høstet de sidste tomater i min uopvarmet, men frostfri udestue.
De store, Moneymaker, smager ikke af noget, men cherrytomaterne er stadig gode.
Tricket er at plante nogle af de sideskud, som man brækker af i løbe sommeren. På denne måde holder planterne sig længere end dem der er sået i foråret.
Når vi flytter i vores perma-levefællesskab, skal vi bruge en masse frugttræer. Vi vil jo gerne være så selvforsynende som muligt. Den billigste måde at få fat i dem, er at pode dem selv allerede nu.
I januar måned fandt jeg en masse 1-årige skud på mine egne og venners æbletræer, dem kom jeg i fugtig avispapir og godt pakket ind i plastposer i køleskab. Nu er foråret godt på vej og det er tid til at pode dem på nogle grundstammer. Og her vælger man som regel sorter, som ikke bliver kæmpestor, men alligevel stærke nok til at blive stående i det danske blæsevejr.
Vi var til podekursus hos Karsten ( naturkarsten.dk ), som selv har over 400 forskellige æblesorter på sin grund i nærheden af Gundbæk. Han sælger også grundstammer og vi valgte den der hedder M7, som er middelsvag voksende.
Vi havde podekviste fra 10 forskellige æblesorter med og vi valgte at købe 100 grundstammer af Karsten.
At pode går i alt sin enkelthed ud på:
Det tog os nogle timer, men vi var ret tilfredse med resultatet:
Så gjaldt det om at plante de nye træer. Til formålet havde Martin fjernet græstørv i 3 riller på 30 cm, med 90 cm afstand og 10 m lang. Derfor tog det ikke så lang tid at plante de 100 træer.
Efterfølgende blev hele herligheden ordentlig gennemvandet, der kom et lag pap omkring træerne og rillen blev fyldt op med champignonmuld fra Store Restrup.
Februar måned er snart gået, og mens arbejdet med polytunnellen står på, bliver de første beboer til, indendørs.
Peberfrugterne er sået for længst og de er ved at blive priklet over i hver deres egen potte. Pladsen under vækstlampen bliver trangt, snart skal de fordeles i husets vindeskarme i stedet for.
I år har jeg sået 3 slags peberfrugter: 1 købefrø, California wonder, samt en hjemmespist snackpeber og alm. rød peber. Alle har spiret villig.
Siden i går er også tomaterne på vej. Nu hvor jeg ikke længere har pladsproblemer, har jeg sået dobbelt så mange sorter, som jeg plejer:
Cherrytomater: Supersweet, Zuckertraube, Sunviva, red pear samt Vilma, som er en busktomat. Dem tror jeg Lisbeth og Søren bliver glade for. (de vil sætte dem i krukker).
Alm. størrelse: Moneymaker, Frilandstomat, Indigo Rose
Store: chocolate stribes, green zebra, marmande og black krim.
Snart er det også på tide at spinatranken skal prikles. Det bliver en større sag, den spirede bare over alt forventning. Der skal nok smides en hel del planter ud. Jeg tror ikke at jeg kender nok folk til at kunne forære dem væk allesammen.
Hestebønner og ærter såede jeg i slutningen af januar og de er også fint på vej.
Jeg fandt endelig på en nem måde at lave biokul på.
I gemmerne havde jeg to gamle støbejerngryder, hvor den ene passer som låg til den anden. Hver gang jeg tænder for masseovn jeg fylder jeg gryden op med små træstykker og sætter den i ovnens bagerum. På denne måde kan jeg producere biokul, samtidig med at jeg varmer huset op.
Men hvad er biokul, spørger du nu måske?
Biokul opstår ved at træ bliver varmet op til så høje temperaturer, at det normalt vil brænde. Men fordi der ikke er nok ilt, sker der blot en afgasning og forkulning af træet, ikke en forbrænding. Det trækul, der er tilbage virker nu som en svamp: Med den kæmpe overflade, det har fået, pga. den porøse struktur, vil den suge sig fuld med væske og blive det ideelle levested for mikroorganismer.
Derfor er det en god ide, at man lægger biokul i en bøtte med vand – gerne gødningsvand, inden man fordeler det i sin køkkenhave.
Trækullet øger jordens frugtbarhed mere end kompost, gødning og kunstgødning – og mens de nævnte jordforbedringsmidler nedbrydes forholdsvist hurtigt, vil terra preta-virkningen vare længe. Teknologien stammer fra indianerne, som brugte den for tusinder af år siden til at skabe Amazonas’ mørke jord, ‘terra preta’.
Landbrugsjorden er landjordens største kulstoflager. Men når jorden dyrkes intensivt, omdannes dette kulstof let til CO2 og udledes i atmosfæren!
Enhver plante optager solenergi og CO2 og udnytter denne til at opbygge egen biomasse. Men når planten dør sætter den CO2′ en fri igen. Hvis man i stedet bruger planters restaffald og via pyrolyse (iltfattigt forglødning) forkuller det, omdannes 25-50% til stabil, svært nedbrydelig og porøs plantekul. Arbejder man denne plantekul ned i jorden, bliver drivhusgas til sort guld i form af terra preta! Denne plantekul indeholder 95% kulstof
Det, som er vigtigt at vide før brug af biokul, er, at kul i sig selv ikke indeholder nogen som helst næring. Kullet er som et tomt batteri, der skal genoplades. Hvis kullet tilsættes jorden i sin rene form, vil den tage næring fra jorden og der vil gå tid før biokul har opnået den næringsværdi, som både jord og planter kan drage nytte af.
Fakta om biokul: Biokul har cirka en overflade på 300 m2/g. Den optager vand 5 gange sin egen vægt. Den indeholder mineraler som f.eks. kalium, magnesium, calcium og fosfor. De ting, biokul gavner os, er:
Så nu glæder jeg mig til at følge resultatet når jeg udbringer det på bedene!
Kilder:
https://byhaver.dk/biokul-og-bokashi/
https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/den-nye-landbrugsrevolution
http://www.hungryplanet.dk/pdf/plancher/13_co2-absorberende_jordbrug.pdf
At plante træer er godt for klimaet. Træer lagrer CO2 og det gælder bare om at komme i gang.
“Det næstbedste tidpunkt for at plante et træ er nu. Det bedste tidspunkt var for 10 år siden. “
– citat fra en anden kunde i køen på Westergaards planteskole
Jeg skulle alligevel til Kerteminde og der ligger også Westergaards planteskole, som har et stort udvalg af bl.a. nøddetræer.
Jeg købte flg. valnøddetræer:
– Appenæs
– Amanda
– Anna Jankowska U2
– Lange Van Lod
samt disse spisekastanier:
– Rousse de Nay
– Marigoule
Alle træer bliver mellem 3 og 4 m brede og 4-5 m høj – efter 10 år. Da jeg håber at de få lov til at blive stående længere end det, har jeg plantet dem med god afstand til hinanden og til anden beplantning. Placeringen blev i en række langs grundens yderkant mod nord i håb om at også fremtidlige ejere kan se værdien i træerne og ikke fælder dem, fordi de er i vejen for afgræsning.
Plantningen foregik strengt efter Lars Westergaards anvisning (video) med 30 l vand til hvert træ. Udover det fik hvert træ en trådkurv omkring rødderne i håbet om at mosegrisene ikke kan komme til rødderne.
Jeg har også en gang i mellem besøg af nogle rådyr. Jeg læste at rådyr ikke spiser valnøddetræer, men for en sikkerheds skyld satte jeg nogle penduler med fåreuld op ved hvert træ. Det skulle holde dem væk – og så ser det også lidt kunstnerisk ud.
Det er oktober, og det er nu, der skal sættes hvidløg.
Jeg har frasorteret 25 af de største fed fra årets høst til at dem sætte igen. Desværre har jeg ikke styr på, hvilke sorter der blev gode. Sidste år havde jeg både købt dyre sættehvidløg fra planteskolen og almindelige hvidløg fra grønthandleren. Dem puttede jeg i jorden i oktober (2018). Derudover solgte Brugsen pludselig i april nogle sættehvidløg, der skulle sættes om foråret. Dem prøvede jeg også af.
I år går jeg lidt mere systematisk til værks.
I det lange bed lige ved siden af rosenkålen kom der 30 fed af sorten “Germidour” (2 løg) i en 8m lang række.
“Germidour: Vidunderlig smukt hvidløg med mild, men alligevel fyldig smag. Det perfekte valg til ovnen eller på grillen.”
– Nelson Garden
Rækken fik en omgang halvomsat hestemøg, 2 l kaffegrums og nogle skovlfuld aske fra masseovnen. Feddene satte jeg med 20 cm mellemrum. Jeg kom et lag halm på og lagde til sidst nogle grene på, så fuglene og vinden ikke roder for meget rundt i halmen.
Og i et af de mosegris-sikrede bede (1,20 x 2m) lagde jeg 25 fed af sorten “Unikat” i 3 rækker.
“Unikat: En tidlig, mellemstor sort med grålilla skal, som normalt giver 8-13 smukt lillafarvede fed pr. løg. Et hvidløg fra Tjekkiet, som både er modstandsdygtigt over for kulde og lagringsbar. Dette er en lækkerbisken for såvel øjet som ganen.”
– Nelson Garden
Bedet fik samme behandling som rækken, bortset fra kaffegrumset.
Og bare for at jeg selv husker det: Mine 25 egen-høst-hvidløg plantede jeg i jordbærbedet yderst mod nord.
I år (2019) kom den første frost allerede den 7. oktober. Bare en enkelt nat, men det var nok. Tomatillo, tomater, græskar og squash samt masser af andre ting er døde.
Et trist syn, men heldigvis nåede en del af frugterne at modne. Så må vi se om de har taget skade eller om de kan gemmes.
Jeg kunne høste en enkelt butternut. Det var købefrø af sorten “cucurbita moschata”. Planternet af denne sort var ikke så frodig og kunne ikke konkurrere med de andre sorter. Hvis jeg så den igen næste år skal den nok have lidt ekstra opmærksomhed og måske en plads for sig selv.
Derimod klarede “Zucca turbante” sig god, og der kom nogle frugter og nej, det er ikke en pyntegræskar, selv om den pynter.
De græskarplanter, der voksede mest voldsom var en ‘bastard’. Nogle planter, som jeg fik forærende af en, som havde spist en hokkaido og sået kernerne. Moderplanten kom helt sikkert fra en F1-hybrid, derfor er frugterne ret langt fra en hokkaido. Heldigvis smagte de godt, de havde dog en lidt blød skræl, så der var nogle spor af snegleangreb
Tomatillo kom der rigtig mange af. Jeg havde 3 planter og de var fuld af frugter. Næste år skal de plantes et sted, hvor man nemmer kan komme til at høste. De kræver en del opbinding og støtte. Måske skal de få en af rionet-pyramiderne som klatrestativ næste år.
Det er dejligt at være uafhængig. Et lille bidrag til selvforsyningen er at høste sine egne frø. I nogle tilfælde er det nemt; planterne tilbyder villig deres frø og frøene spirer uden problemet, så man året efter kan så masser af morgenfruer, stolt kavaler eller spinat.
I andre tilfælde er det lidt mere vanskeligt. At købe og spise f.eks. et hokkaido-græskar og tro at man kan opformere den ved at så dens kerner er ikke lige til.
Én ting er nemlig om frøene er nemme at få fat i og om de spirer. Noget helt andet er, hvilke slags planter der kommer ud af det.
To faktorer har betydning her:
F1 hybrider
Køber man frø, hvor der på posen står F1, betyder det at frøproducenten har krydset to rene sorter for at få planter med de bedste egenskaber af begge forældre frem. Bedste egenskaber vil sige stor udbytte, ensartet vækst og samtidig høst. Altså egenskaber som er udviklet til industriel produktion. Når disse planter så selv producerer frø, vil disse frø give planter med stor variation, hvor også egenskaber fra tidligere generationer optræder. Man kan altså ikke regne med at planten bliver til den samme som den der var beskrevet på den oprindelige frøpose.
Bestøvningsformen
Krydsbestøvning:
Selv om man køber frø, som ikke er F1-hybrider, kan man ved nogle arter ikke være sikker på resultatet. Ved arter, der er afhængige af fremmedbestøvning, er krydsbestøvning nemlig meget almindelig. Her foregår bestøvningen via insekter og de kan flyve langt. Til denne gruppe hører havekål, græskar, agurker og gulerødder. Da jeg har både rosenkål, broccoli, glaskål og palmekål i haven, skal jeg nok ikke regne med at frø fra disse planter kan bruges til noget.
… med mindre at de ikke blomstrer samtidig. P.t. er det kun broccolien, der blomstrer. Så hvis der kommer frø ud af det, vil jeg prøve at så dem næste år.
Selvbestøvning:
Salat, ærter, havebønner, de fleste tomatsorter, peberfrugt og chili derimod er selvbestøvende. Det vil sige at de ikke behøver støv fra en anden plante for at frøene udvikler sig. Derfor er der gode chancer for at de frø, som man tager fra en tomat (som ikke er en F1-hybrid) giver samme tomat, når man sår den året efter.
En nem måde at folde opbevaringsposer for frø har jeg fundet hos Jesper.
Hvem siger at pil ikke kan bruges til franske fletninger? Her er i hvert fald et forsøg på at sørge for at pilehækken ikke skjuler den gode udsigt.
Før og efter:
I årevis brugte vi masser af tid og benzin på at slå græs rundt omkring huset. Det skulle jo se pænt ud. Så kom “vild med vilje”-bevægelsen og i 2019 hoppede jeg med på den.
I stedet for at slå det hele, slår jeg nu kun gangstierne på græsarealer. I forhaven har jeg endda prøvet at tage noget af græsset væk og sået en masse blomsterfrø. I september ser det nu sådan ud:
Det kan godt være at det bliver nødvendigt med lidt lugning næste forår og måske skal der også lidt flere blomsterfrø til, men konceptet skal helt klart bibeholdes (det er både godt for øjnene og for bierne).