Forspiringssysler

Februar måned er snart gået, og mens arbejdet med polytunnellen står på, bliver de første beboer til, indendørs.

Peberfrugterne er sået for længst og de er ved at blive priklet over i hver deres egen potte. Pladsen under vækstlampen bliver trangt, snart skal de fordeles i husets vindeskarme i stedet for.

I år har jeg sået 3 slags peberfrugter: 1 købefrø, California wonder, samt en hjemmespist snackpeber og alm. rød peber. Alle har spiret villig.

Siden i går er også tomaterne på vej. Nu hvor jeg ikke længere har pladsproblemer, har jeg sået dobbelt så mange sorter, som jeg plejer:

Cherrytomater: Supersweet, Zuckertraube, Sunviva, red pear samt Vilma, som er en busktomat. Dem tror jeg Lisbeth og Søren bliver glade for. (de vil sætte dem i krukker).
Alm. størrelse: Moneymaker, Frilandstomat, Indigo Rose
Store: chocolate stribes, green zebra, marmande og black krim.

Snart er det også på tide at spinatranken skal prikles. Det bliver en større sag, den spirede bare over alt forventning. Der skal nok smides en hel del planter ud. Jeg tror ikke at jeg kender nok folk til at kunne forære dem væk allesammen.

Hestebønner og ærter såede jeg i slutningen af januar og de er også fint på vej.

Opdatering løbeænder

Jeg fik mine 4 løbeænder i august måned og det gik godt indtil 10. januar. Den nat var der stor fest her i huset og det var åbenbart for meget for den ene af hunnerne. Den manglede i hver fald næste morgen og på trods af en større eftersøgning dukkede den ikke op igen.

Ca 1 uge senere manglede så også andrikken. Så var der 2 hunner tilbage og de så ud til at hygge sig – endelig var der plads til alle i badekarret. Men så kom den stormfulde nat til den 16. februar. Og om morgenen var begge ænder væk. Om de blev blæst væk af stormen og nu hygger sig ned på naboens oversvømmede mark, er ikke til at sige. Væk er de i hvert fald. Og kun et forladt badekar står tilbage.

Polytunnel (5)

Så er skellettet næsten færdig (skruemaskinen løb tør for strøm plus at jeg mangler en taglægte). Men ellers er alt klart til at folien skal trækkes over. (Bortset fra at den ikke er leveret endnu. Venter spændt på at DHL kan aflevere den, uden at jeg er hjemme … )

Der kom flere afstivninger til:

Og det er dejlig med noget hjælp, når man nu selv er en lille smule bange for en vinkelsliber.

På billedet ses Peter, der skærer hegnspæle i 60 cm lange stykker. Dem hamrer jeg i jorden og fæstner med patentbånd på soklen mod øst og vest. Bemærk, at de er hamret skråt ind, så skulle de ikke kunne rykkes op, når stormen angriber.

To be continued …

Polytunnel (4)

Som det kunne ses på de sidste billeder, skal der alligevel en del mere afstivning til, end vi i første omgang regnede med. Måske er et spænd på 7,20 m alligevel lidt rigeligt for plastvandrør. Måske skulle tunnelen med de materialer, vi brugte kun havde været 3 m i bredten i stedet for – som nu – 4 m.

For at stabilisere buerne yderligere gravede jeg en taglægte 50 cm ned, midt i tunnelen. Den fik først en tur over gaskomfuret for at gøre den mere modstandsdygtig mod råd og svamp. (læs evt. indlægget om shou sugi ban)

Meningen er, at der skal lægges en lægte langs tunnelens top for at holde buerne oppe. Den skal støtte i begge ender på dørkarmen og i midten på den nedgravede taglægte.

Der skulle en del midlertidige trappetrin til, for at løfte den 7,20 m lange lægte på plads!

To be continued …

Shou Sugi Ban

… er en gammel japansk teknik, som gør træ mere modstandsdygtigt over for råd, svamp og insektangreb. Allerede vikingerne brugte teknikken, da de brændte stolperne til deres huse. De vidste sikkert ikke at imprægneringen fungerer, fordi man ved hjælp af ilden fjerner sukkerstofferne i træets yderste lag, og dermed gør den uinteressant for skadevoldere.

Men hvad gør man, når man ikke har en ukrudtsbrænder ved hånden og bare lige har brug for at imprægnere en enkelt stolpe (som skal bruges til understøttelse i polytunnelen og skal graves 50 cm ned i tunnelens midte)?

Heldigvis har jeg et gaskomfur og en god emhætte! 🙂

Polytunnel (3)

Så kom der gang i polytunnelen! Med vinkelsliberen var det en smal sag at skære vandrørende i passende 1-meters stykker. Det tog Lars sig af:

Nu gjaldt det udmålingen. Hvordan får man en ret vinkel? Her skulle Pythagoras (a2+b2=c2) komme til anvendelse. Nu om dagen hedder det: Man laver en 3-4-5’er. (9+16=25): Slå det første rør i jorden, udspænd en snor på en af siderne, og udmål 3 m langs snoren. Derfra måler du så 5 m, og fra første rør måles 4 m: 3-4-5! Der, hvor målebåndene krydses, har man en ret vinkel i forhold til den første snor.

Nu kan man måle krydsmål fra det fundne punkt til modsatte hjørne. Tunnelen skal blive 720 cm lang og krydsmålet blev 837. Igen skal man bruge to lange målebånd, og der hvor 720 cm og 837 cm krydser hinanden, er det fjerde hjørne.

Ved hjælp af et bræt til at måle afstanden mellem rørene og to snore, som, udspændt mellem første og sidste rør, angav højden, blev de resterende rør slået ned i jorden:

Med vinkelsliberen skar vi PEM-rørene i 720 cm lange stykker. Da temperaturen næsten var på 10 grader (selv om kalenderen sagde 1. februar) var det ikke så svært at få PEM-røret trukket over stålrøret. (Dagen efter var vi dog nødt til at bruge en føntørrer til at varme plastrøret op, for at få det trukket over stålrøret.)

Desværre viste det sig at plastrørene havde deres helt eget liv:

Ved hjælp af forskellige afstivningsforanstaltninger fik vi alligevel lidt mere styr på det.

To be continued ….