Forskellige tiltag for at fremme permakultur på et nedlagt landbrug med alt hvad dertil hører af høns, løbeænder, træer, flerårige grøntsager, konservering og sankning.
Se bare hvor flot den skifter farve!
Mellem første og sidste billede er der gået ca. 2 timer.
Opskriften er simpel: pluk en stor håndfuld af de næsten udsprungne blomsterknopper i juli (du kan kende perikonplanten på at du får røde fingre, når du maser knopperne). Put dem i et glas og fyld op med smagsneutral alkohol på mindst 38 %. (jeg plejer at bruge vodka).
Efter ca. 3 ugers trækketid skal den filtreres og derefter “modnes” i yderligere 4 uger. Men så er den også bare lækker.
Sidste weekend lykkedes det mig for første gang at finde tragtkantareller. Tina gav mig en temmelig præcis beskrivelse af, hvor de skulle være, at finde og at der skulle være masser af dem (selv om vi var i starten af november). Så trods regnvejr drog vi afsted i skoven, bevæbnet med kurve og knive. Og vi ledte og ledte. Der var masser af andre svampe, men ingen tragtkantareller. Vi var næsten ved at opgive og allerede på vej tilbage til bilen, da Victor fandt de første og derefter var de alle vegne – også steder, hvor jeg før forgæves havde kigget efter. De er sandelig mester i kamuflage.
Vi fandt rigtig mange og det blev til en lækker svampeforret (stegt i smør med løg, hvidløg, citron, peber, salt og fløde på ristet toastbrød). Resten tørrede jeg, først på riste foran masseovn og til sidst fik de en hurtig tur i dehydratoren, bare for at være sikker på at de nu også var helt tørre.
I dag har vi lavet vores egen sæbe. Det er slet ikke svært – bare lidt farligt. Det anbefales på det kraftigste at man bærer handsker, langærmede trøjer og beskyttelsesbriller, fordi den væske, man arbejder med, er stærkt basisk.
Når det er sagt kan vi kaste os ud i det:
Ude på terrassen (pga. udluftning) hælder vi 64 g NaOH (kaustisk soda) i 150 gr. vand (!!ikke omvendt!!) og der røres godt rundt med et piskeris. Der opstår nu en kemisk reaktion, som varmer væsken op. Mens massen (kaldet lud) køler ned, varmer vi 500 gr. olie op til 50 grader. Når begge væsker har samme temperatur (50 grader) hælder vi luden i olien og rører godt rundt. Med en stavblender går det lynhurtigt (ca. 5 minutter), og så får massen en buddingeagtig konsistens.
Det er nu, man kan tilsætte alverdens duft, farve eller strukturgivende. Da vi gerne vil lave nogle sæber med scrub-effekt, blandede vi groft kaffegrums i den ene portion og havregryn i den anden.billede
Som farvestof tilførte vi i havregrynsblandingen revet gurkemeje og tørrede morgenfruekronblade og som duft: lidt citronellaolie.
Dem med kaffegrums kom vi chokoladearoma i.
Normalt skal man nu hælde massen i en form og lade den køle ned til dagen efter, gerne pakket ind i nogle håndklæder, så det går langsomt. Denne fremgangsmåde kunne vi ikke bruge, fordi vi gerne ville forme massen, inden den i løbet af kort tid størkner. Derfor afbrød vi dens hvileperiode allerede efter ½ time og formede den til aflange kugler.
Det gjorde vi fordi vi tænker at sæben på denne måde ligger bedre i hånden, når man nu skal bruge den til at skrubbe kroppen med (selv om den er meget flottere, når man skærer den i skiver.) Om den teori holder, ved vi først om ca 4 uger. Så længe regner vi med at den skal modne, dvs. at dens ph-værdi kommer ned til ca. 8.
Men hvad har alt det nu med permakultur at gøre, spørger du måske?
Jo, ser du – i processen indgår to affaldsprodukter, som ved hjælp af få midler har fået ny værdi. Affaldsprodukterne er selvfølgelig kaffegrumsen og olien. Olien stammer fra pommes frites-produktionen og skulle bare smides ud! Og hvis du nu tror, at sæben lugter af friture, så er svaret nej. Da vi opvarmede den lugtede det godt nok lidt af pommes frites, men så snart vi blandede den med lud, forsvandt lugten og blev erstattet af en duft af brun sæbe.
2018 havde jeg stor succes med hjemmelavet æbleeddike. Og det var ret nemt.
De vaskede æbler blev skåret i stykker, puttet i en stor krukke og dækket med vand. Krukken blev dækket med et rent klæde og der kom et løst siddende låg på. Det hele skulle stå ved stuetemperatur og man skal røre rundt en gang imellem.
Succesen fra sidste år skulle selvfølgelig gentages, men ak, allerede ved første inspektion efter to uger var toppen dækket med skimmel. Hvorfor?
Så skal vi til det igen. For tredje år i træk skal der mostes æbler.
For to år siden var vi de totale nybegyndere. Vi havde lånt en lille hånddreven frugtkværn og juicepresser og gik bare i gang. Det vidste sig ikke at være så nemt at få saften ud af æblerne, og vi fandt ud af at det vigtigste var at få moset æblerne grundigt – meget mere grundigt end frugtkværnen kunne klare det. Derfor opfandt min søn denne metode:
Alligevel var det et kæmpe arbejde og vi brugte det meste af en weekend til at lave ca. 30 liter æblemost.
Sidste år var det meget nemmere. Vi måtte komme forbi hos Morten med vores æbler. Og Morten har det perfekte grej til at lave most.
Det tog kun en formiddag at lave 50 l most.
I år havde jeg håbet på at fylde hele bunden af fryseren op med den lækre most, og jeg har også rengjort og opbevaret hver eneste mælkekarton, vi brugte i det forgangne år, men ak, der kom frost i Nordjylland på et tidspunkt hvor de fleste æbletræer blomstrede, så der er næsten ingen æbler at opdrive. Det blev kun til knap 60 kg æbler i alt. De gav 30 liter.
Men sikke et dejligt syn, når vandtrykket presser mosten igennem sien og løber ned i spanden:
– og bunden af fryseren er igen halv fyldt op med den lækreste æblemost!
Hvor heldig kan man være! Venindens nabo har drivhuset fuld af druer, som hun ikke selv ville bruge. Vi måtte plukke dem og vi fyldte næsten to babybadekar med de lækreste druer. Det blev til godt 25 kg.
Ved hjælp af frugtmøllen blev de presset til saft, og den er bare god. Efter lidt begyndervanskeligheder fandt vi ud af at det var nemmest når druerne var ribbet af stilkene, og at det hjælper hvis man husker at sætte gummiringen på maskinen. 😉
Det blev til ca 15 l saft, som vi fyldte i syltetøjsglas, flasker og rengjorte mælkekartoner (derfor er det en god ide at gemme emballage). Det meste af saften røg direkte i fryseren og her er jo masser af plads, når jeg nu ikke kan regne med at fylde den op med æblesaft. I modsætning til sidste år er der i år nemlig næsten ingen æbler i området pga. frost i maj.
Det er dejligt at være uafhængig. Et lille bidrag til selvforsyningen er at høste sine egne frø. I nogle tilfælde er det nemt; planterne tilbyder villig deres frø og frøene spirer uden problemet, så man året efter kan så masser af morgenfruer, stolt kavaler eller spinat.
I andre tilfælde er det lidt mere vanskeligt. At købe og spise f.eks. et hokkaido-græskar og tro at man kan opformere den ved at så dens kerner er ikke lige til.
Én ting er nemlig om frøene er nemme at få fat i og om de spirer. Noget helt andet er, hvilke slags planter der kommer ud af det.
To faktorer har betydning her:
F1 hybrider
Køber man frø, hvor der på posen står F1, betyder det at frøproducenten har krydset to rene sorter for at få planter med de bedste egenskaber af begge forældre frem. Bedste egenskaber vil sige stor udbytte, ensartet vækst og samtidig høst. Altså egenskaber som er udviklet til industriel produktion. Når disse planter så selv producerer frø, vil disse frø give planter med stor variation, hvor også egenskaber fra tidligere generationer optræder. Man kan altså ikke regne med at planten bliver til den samme som den der var beskrevet på den oprindelige frøpose.
Bestøvningsformen
Krydsbestøvning:
Selv om man køber frø, som ikke er F1-hybrider, kan man ved nogle arter ikke være sikker på resultatet. Ved arter, der er afhængige af fremmedbestøvning, er krydsbestøvning nemlig meget almindelig. Her foregår bestøvningen via insekter og de kan flyve langt. Til denne gruppe hører havekål, græskar, agurker og gulerødder. Da jeg har både rosenkål, broccoli, glaskål og palmekål i haven, skal jeg nok ikke regne med at frø fra disse planter kan bruges til noget.
… med mindre at de ikke blomstrer samtidig. P.t. er det kun broccolien, der blomstrer. Så hvis der kommer frø ud af det, vil jeg prøve at så dem næste år.
Selvbestøvning:
Salat, ærter, havebønner, de fleste tomatsorter, peberfrugt og chili derimod er selvbestøvende. Det vil sige at de ikke behøver støv fra en anden plante for at frøene udvikler sig. Derfor er der gode chancer for at de frø, som man tager fra en tomat (som ikke er en F1-hybrid) giver samme tomat, når man sår den året efter.
En nem måde at folde opbevaringsposer for frø har jeg fundet hos Jesper.
Stærk inspireret at Tycho og Carolines (fra Permhaven Myrrhis) beskrivelse af hvordan de bruger hyben i deres selvforsyning, gik Anna og jeg i gang med at indsamle hyben. De fik et kort opkog og blev derefter kørt igennem den nyindkøbte frugtmølle. Efter lidt startvanskeligheder (det viste sig at den medfølgende snegl var for lang og skulle skiftes ud med en kortere) gik det ret nemt at producere mos. Vi henkogte det og fik en pæn portion ud af det. Meningen er, at vi vil bruge det i pastasauce og på pizza. Man kan også komme sukker i og bruge det som marmelade.
Der kom også en masse kerner ud. Vi læste os til at de skulle være ret sunde. Vi vaskede og tørrede dem og vi regner med at kunne bruge dem i brød og bagværk, når de bliver malet lidt.
De var der, rigtig mange af dem, de fleste tydeligt mærket af for meget vand. Alligevel blev det til en pæn portion, både til aftensmad, til fryseren og til tørring. Jeg skal hukse at tage tidligere afsted næste år. Jeg tror starten af september er bedre end slutningen.
