Druesaft

Hvor heldig kan man være! Venindens nabo har drivhuset fuld af druer, som hun ikke selv ville bruge. Vi måtte plukke dem og vi fyldte næsten to babybadekar med de lækreste druer. Det blev til godt 25 kg.

Ved hjælp af frugtmøllen blev de presset til saft, og den er bare god. Efter lidt begyndervanskeligheder fandt vi ud af at det var nemmest når druerne var ribbet af stilkene, og at det hjælper hvis man husker at sætte gummiringen på maskinen. 😉

Det blev til ca 15 l saft, som vi fyldte i syltetøjsglas, flasker og rengjorte mælkekartoner (derfor er det en god ide at gemme emballage). Det meste af saften røg direkte i fryseren og her er jo masser af plads, når jeg nu ikke kan regne med at fylde den op med æblesaft. I modsætning til sidste år er der i år nemlig næsten ingen æbler i området pga. frost i maj.