plant et træ

At plante træer er godt for klimaet. Træer lagrer CO2 og det gælder bare om at komme i gang.

“Det næstbedste tidpunkt for at plante et træ er nu. Det bedste tidspunkt var for 10 år siden. “
– citat fra en anden kunde i køen på Westergaards planteskole

Jeg skulle alligevel til Kerteminde og der ligger også Westergaards planteskole, som har et stort udvalg af bl.a. nøddetræer.

Jeg købte flg. valnøddetræer:
– Appenæs
– Amanda
– Anna Jankowska U2
– Lange Van Lod

samt disse spisekastanier:
– Rousse de Nay
– Marigoule

Alle træer bliver mellem 3 og 4 m brede og 4-5 m høj – efter 10 år. Da jeg håber at de få lov til at blive stående længere end det, har jeg plantet dem med god afstand til hinanden og til anden beplantning. Placeringen blev i en række langs grundens yderkant mod nord i håb om at også fremtidlige ejere kan se værdien i træerne og ikke fælder dem, fordi de er i vejen for afgræsning.

Plantningen foregik strengt efter Lars Westergaards anvisning (video) med 30 l vand til hvert træ. Udover det fik hvert træ en trådkurv omkring rødderne i håbet om at mosegrisene ikke kan komme til rødderne.

Jeg har også en gang i mellem besøg af nogle rådyr. Jeg læste at rådyr ikke spiser valnøddetræer, men for en sikkerheds skyld satte jeg nogle penduler med fåreuld op ved hvert træ. Det skulle holde dem væk – og så ser det også lidt kunstnerisk ud.

Hvidløg

Det er oktober, og det er nu, der skal sættes hvidløg.

Jeg har frasorteret 25 af de største fed fra årets høst til at dem sætte igen. Desværre har jeg ikke styr på, hvilke sorter der blev gode. Sidste år havde jeg både købt dyre sættehvidløg fra planteskolen og almindelige hvidløg fra grønthandleren. Dem puttede jeg i jorden i oktober (2018). Derudover solgte Brugsen pludselig i april nogle sættehvidløg, der skulle sættes om foråret. Dem prøvede jeg også af.

I år går jeg lidt mere systematisk til værks.

I det lange bed lige ved siden af rosenkålen kom der 30 fed af sorten “Germidour” (2 løg) i en 8m lang række.

“Germidour: Vidunderlig smukt hvidløg med mild, men alligevel fyldig smag. Det perfekte valg til ovnen eller på grillen.”
Nelson Garden

Rækken fik en omgang halvomsat hestemøg, 2 l kaffegrums og nogle skovlfuld aske fra masseovnen. Feddene satte jeg med 20 cm mellemrum. Jeg kom et lag halm på og lagde til sidst nogle grene på, så fuglene og vinden ikke roder for meget rundt i halmen.

Og i et af de mosegris-sikrede bede (1,20 x 2m) lagde jeg 25 fed af sorten “Unikat” i 3 rækker.

“Unikat: En tidlig, mellemstor sort med grålilla skal, som normalt giver 8-13 smukt lillafarvede fed pr. løg. Et hvidløg fra Tjekkiet, som både er modstandsdygtigt over for kulde og lagringsbar. Dette er en lækkerbisken for såvel øjet som ganen.”
Nelson Garden

Bedet fik samme behandling som rækken, bortset fra kaffegrumset.

Og bare for at jeg selv husker det: Mine 25 egen-høst-hvidløg plantede jeg i jordbærbedet yderst mod nord.

Den første frost

I år (2019) kom den første frost allerede den 7. oktober. Bare en enkelt nat, men det var nok. Tomatillo, tomater, græskar og squash samt masser af andre ting er døde.

Et trist syn, men heldigvis nåede en del af frugterne at modne. Så må vi se om de har taget skade eller om de kan gemmes.

Jeg kunne høste en enkelt butternut. Det var købefrø af sorten “cucurbita moschata”. Planternet af denne sort var ikke så frodig og kunne ikke konkurrere med de andre sorter. Hvis jeg så den igen næste år skal den nok have lidt ekstra opmærksomhed og måske en plads for sig selv.

Derimod klarede “Zucca turbante” sig god, og der kom nogle frugter og nej, det er ikke en pyntegræskar, selv om den pynter.

De græskarplanter, der voksede mest voldsom var en ‘bastard’. Nogle planter, som jeg fik forærende af en, som havde spist en hokkaido og sået kernerne. Moderplanten kom helt sikkert fra en F1-hybrid, derfor er frugterne ret langt fra en hokkaido. Heldigvis smagte de godt, de havde dog en lidt blød skræl, så der var nogle spor af snegleangreb

Tomatillo kom der rigtig mange af. Jeg havde 3 planter og de var fuld af frugter. Næste år skal de plantes et sted, hvor man nemmer kan komme til at høste. De kræver en del opbinding og støtte. Måske skal de få en af rionet-pyramiderne som klatrestativ næste år.

frø til næste år

Det er dejligt at være uafhængig. Et lille bidrag til selvforsyningen er at høste sine egne frø. I nogle tilfælde er det nemt; planterne tilbyder villig deres frø og frøene spirer uden problemet, så man året efter kan så masser af morgenfruer, stolt kavaler eller spinat.

I andre tilfælde er det lidt mere vanskeligt. At købe og spise f.eks. et hokkaido-græskar og tro at man kan opformere den ved at så dens kerner er ikke lige til.

Én ting er nemlig om frøene er nemme at få fat i og om de spirer. Noget helt andet er, hvilke slags planter der kommer ud af det.
To faktorer har betydning her:

F1 hybrider

Køber man frø, hvor der på posen står F1, betyder det at frøproducenten har krydset to rene sorter for at få planter med de bedste egenskaber af begge forældre frem. Bedste egenskaber vil sige stor udbytte, ensartet vækst og samtidig høst. Altså egenskaber som er udviklet til industriel produktion. Når disse planter så selv producerer frø, vil disse frø give planter med stor variation, hvor også egenskaber fra tidligere generationer optræder. Man kan altså ikke regne med at planten bliver til den samme som den der var beskrevet på den oprindelige frøpose. 

Bestøvningsformen

Krydsbestøvning:
Selv om man køber frø, som ikke er F1-hybrider, kan man ved nogle arter ikke være sikker på resultatet. Ved arter, der er afhængige af fremmedbestøvning, er krydsbestøvning nemlig meget almindelig. Her foregår bestøvningen via insekter og de kan flyve langt. Til denne gruppe hører havekål, græskar, agurker og gulerødder. Da jeg har både rosenkål, broccoli, glaskål og palmekål i haven, skal jeg nok ikke regne med at frø fra disse planter kan bruges til noget. 

… med mindre at de ikke blomstrer samtidig. P.t. er det kun broccolien, der blomstrer. Så hvis der kommer frø ud af det, vil jeg prøve at så dem næste år.

Selvbestøvning:
Salat, ærter, havebønner, de fleste tomatsorter, peberfrugt og chili derimod er selvbestøvende. Det vil sige at de ikke behøver støv fra en anden plante for at frøene udvikler sig. Derfor er der gode chancer for at de frø, som man tager fra en tomat (som ikke er en F1-hybrid) giver samme tomat, når man sår den året efter.

En nem måde at folde opbevaringsposer for frø har jeg fundet hos Jesper.

løbeænder

I august 2019 flyttede 4 løbeænder ind på gården. De skal hjælpe med at komme dræbersneglene til livs, som der er rigtig mange af på den side af huset, hvor det nye nøglehulsbed er anlagt.

De er født i maj 2019, så de er egenlig bare ællinger. Og sælgeren sagde, at jeg ikke skulle forvente at de begynder at lægge æg før næste år. Men dræbersnegle spiste de – lige fra dag 1.

Heldigvis havde Føtex lige fået et nyt klimaanlæg installeret og træburet, som det var ankommet ind i, stod klar til at blive smidt ud, da jeg kom forbi. Med Martins hjælp, en presenning og en gammel sengebund blev det bygget om til et andehus. Godt nok siges der, at ænder ikke har brug for et hus, og at de slet ikke bryder sig om at blive lukket ind, men jeg følte, at jeg burde tilbyde dem et skjulested. Presenningen lader meget lys komme igennem, så de går helt frivillig ind – bare der er noget korn i madskålen. Huset er på ingen måde rævesikret, men jeg tænker, at det kan være ligemeget. Ræven kommer jo ikke kun om natten. Derfor lagde jeg også et ekstra el-hegn omkring (næsten) hele det område, som ænderne skal gå på. Det er mellem 10 og 20 cm over jorden og skal sørge for, at ræven får en ordentlig forskrækkelse, når den kommer og snuser. Det har virket fint omkring hønsegården – indtil videre.

De fik også et babybadekar til at plaske rundt i. Det benytter de flittigt, men der er kun plads til to ad gangen. Vandet skal jo skiftes hver dag, så det bliver for besværligt, når der skal slæbes for mange liter.

For mange høns

Jeg har for mange høns!

I betragtning af, at der er 12 høner i den leveringsdygtige alder, synes jeg at det er lidt i underkanten at der p.t. kun kommer ca. 4 æg om dagen.

Problemet er bare, at jeg ikke ved hvem af hønerne der er ældst. Der er 4 høner med blå ring på benene – de er fra 2018, så de skal selvfølgelig ikke slagtes. Men de resterende 8 har desværre ikke hønsering på, så jeg ved ikke om de er fra 2017 eller 2016.

Ud over de 12 høner er der en fin hane, som passer godt på dem og som ikke angriber mig. Så han få lov til at blive.

Så er der kyllingerne: 2 haner og 2 høner fra forår 2019, samt 6 kyllinger fra sommer 2019.

Måske skyldes det fjerskifte plus aftagende lysmængde at der kommer så få æg. Måske skal jeg vente til foråret med at kigge på de gamle høner og kun slagte de 2 hanekyllinger. Så bliver det også et mere overskueligt projekt.

Nu har jeg i hvert fald sat en lille lampe op, som giver 2 timers ekstra lys morgen og aften. Måske hjælper det på ægproduktionen.

Og så et fif til slagtning af suppehøner: Måske er det nemmere at flå dem i stedet for at plukke dem. Man bruger jo alligevel ikke skindet, når de koges.

Hybenmos

Stærk inspireret at Tycho og Carolines (fra Permhaven Myrrhis) beskrivelse af hvordan de bruger hyben i deres selvforsyning, gik Anna og jeg i gang med at indsamle hyben. De fik et kort opkog og blev derefter kørt igennem den nyindkøbte frugtmølle. Efter lidt startvanskeligheder (det viste sig at den medfølgende snegl var for lang og skulle skiftes ud med en kortere) gik det ret nemt at producere mos. Vi henkogte det og fik en pæn portion ud af det. Meningen er, at vi vil bruge det i pastasauce og på pizza. Man kan også komme sukker i og bruge det som marmelade.

Der kom også en masse kerner ud. Vi læste os til at de skulle være ret sunde. Vi vaskede og tørrede dem og vi regner med at kunne bruge dem i brød og bagværk, når de bliver malet lidt.

Pileflet

Hvem siger at pil ikke kan bruges til franske fletninger? Her er i hvert fald et forsøg på at sørge for at pilehækken ikke skjuler den gode udsigt.

Før og efter:

Lidt vild med vilje

I årevis brugte vi masser af tid og benzin på at slå græs rundt omkring huset. Det skulle jo se pænt ud. Så kom “vild med vilje”-bevægelsen og i 2019 hoppede jeg med på den.

I stedet for at slå det hele, slår jeg nu kun gangstierne på græsarealer. I forhaven har jeg endda prøvet at tage noget af græsset væk og sået en masse blomsterfrø. I september ser det nu sådan ud:

Det kan godt være at det bliver nødvendigt med lidt lugning næste forår og måske skal der også lidt flere blomsterfrø til, men konceptet skal helt klart bibeholdes (det er både godt for øjnene og for bierne).

Tomater

Jeg må konstatere at jeg ikke har de rette betingelser til tomater på friland.

Dem i grøntsagshaven mod vest gav ingenting, hverken cherry-sorterne eller sorten “friland”. Op af staldens sydmur plantede jeg sorterne “chocolat stripes” og “friland” og selv om sommeren 2019 ikke var dårlig, rådnede de, før de blev modne.

I vinterhaven gav sorterne “Cherry snow white”, “Supersweet 100”, “Golden sunburst” og bøftomaten “Chocolate stripes” dog et fint resultat.

Derudover prøvede jeg vintertomaterne “Ponderosa” og “Grappoli d’inverno”. “Grappoli d’inverno” er en cherrytomat, som modnede samtidig med de normale tomater, men de havde et ringe udbytte og smagte ikke godt. Den skulle også være bedst når den bliver tørret. “Ponderosa” har indtil nu (slut september) ikke haft modne frugter, til gengæld er der supermange tomater på, som er i gang med at få farve og ikke viser tegn på dårligdom. Måske lever den op til sit navn og ER en rigtig vintertomat.

vintertomat ponderosa i slutningen af september